Feldborg/Haderup tilbage på sporet

Efter kun et enkelt point i de to seneste kampe kom Feldborg/Haderup fredag aften tilbage på sejrssporet og en foreløbig førsteplads i puljen. Den kan dog forsvinde i dag lørdag, hvis BFH slår Ørnhøj/Abildå. Under alle omstændigheder, så spiller de gule med i en meget tæt top, hvor nummer 5 Videbæk med 10 point ikke er langt væk fra FHIF på førstepladsen med 13 point.

Aftenes kamp på kunstgræsbanen i Hammerum havde FHIF-erne godt og grundigt styr på, og 4-0 sejren var aldrig i fare. Joachim Henriksen bragte gæsterne i front efter en halv time, og det blev første halvlegs eneste scoring. Efter pausen kom der yderligere tre scoringer ved Lucas Bertelsen (55 min.), Per Julius Pedersen (75 min.) og August Henriksen (85 min.).


En hårdt kæmpende Jonas Henriksen løb med flest stemmer efter kampen. Arkivfoto

Træner Danni Mikkelsen var da også godt tilfreds med det, han så fredag aften:

  • Det var vigtigt og skønt at komme tilbage på sejrssporet, men vi må også erkende, at Hammerum var af en anden kaliber end både Tarm og BFH. De havde ikke meget at byde inde med, kun et enkelt godt forsøg, som vores målmand tog sig af, så jeg vil sige, at vi var tættere på 6 eller 7-0, end de var på at score. Denne gang spillede vi bedre og hurtigere end sidst og skabte flere chancer, så på den baggrund kan jeg kun være tilfreds. Nu er vi forhåbentlig færdig med alle de kunstgræsbaner. Jeg synes, det er i orden, når gæsbanerne ikke er klar, men i aftes var der 3-4 fine græsbaner i Hammerum, så det forstår jeg ikke helt. Men de har vel en fordel af at spille på kunst, selv om de ikke lige kunne ses.

Nu kan både spillere og træner se frem til en række hjemmekampe i Feldborg, for FHIF-erne har spillet forholdsvis mange på udebane i starten af turneringen. Lørdag venter Ørnhøj/Abildå i første rundes sidste kamp, og i anden halvdel af turneringen spiller Feldborg/Haderup 5 af de 7 kampe hjemme.

-hp

Guldsponsorer: