Løgstrup i svær udekamp på Mors

Løgstrup holder snor i Stoholm i toppen efter en 2-1 sejr over MorsØ fredag aften. Afgørelsen faldt først i slutminutterne. Læs referat fra træner Steffen Aaby, der satte sig selv på banen, da holdet kom bagud 1-0:

“Fredag aften stod den igen på udebanetur for Løgstrupdrengene. MorsØ lagde græs til en meget vigtig kamp, der kunne hægte hjemmeholdet af i toppen. Galla på gymnasierne og skader gjorde, at der var en del afbud. Det betød bl. a., at holdets normale holdleder var i midterforsvaret fra start. De mange ændringer gjorde, at spillet aldrig rigtig kom til at flyde, og MorsØ var rigtig stærke specielt på kontra. De kunne godt have scoret et par gange i 1. halvleg, men en virkelig stærk indsats af Victor Bonnerup i målet gjorde, at stillingen fortsat var 0-0.

0-0 ved pausen, som blev brugt til at hanke op i holdet, der manglede energi og generelt hang med hovederne. Energien og fighten skulle findes frem, så man kunne få det mål, der skulle til. 2. halvleg startede også rigtig fint med et par halvstore muligheder til Løgstrup. Skarpheden manglede dog igen, og derfor var det i stedet MorsØ, der på et hjørnespark gjorde det til 1-0.

Nu var der for alvor pres på holdet, og det gjorde, at træner Steffen Aaby satte sig selv på banen i håbet om at få vendt opgøret. Ikke lang tid efter endte en halvsløj tilbagelægning fra MorsØ med mål til Løgstrup. Afleveringen blev for kort. Aaby jagtede den og fik forstyrret målmanden, så bolden endte ved Sebastian Uhre, der let kunne sende udligningen i nettet.

Holdet arbejdede videre og pressede MorsØ langt tilbage på banen. Man skulle dog helt hen til minut nummer 84, inden forløsningen kom. Et indlæg blev af Rasmus Andie sendt ind i feltet, og den sejlede ind i det fjerneste hjørne. Forløsningen var stor og endnu en 2-1 sejr kunne sættes på kontoen i en kamp, hvor spillet aldrig blev godt. Igen skal holdet roses for at vende et truende nederlag til sejr.”

-hp

Guldsponsorer: