Løgstrup vandt topkampen i Ulbjerg

Med sejren i Ulbjerg byder Løgstrup for alvor ind på en oprykning til serie 3. Læs træner Steffen Aabys kommentar under billedet.


Arkivfoto.

“Lørdag eftermiddag var der lagt op til topkamp på Ulbjerg Stadion. Kravet for Løgstrup var en sejr og gerne med tre mål, da det omvendte opgør blev tabt 3-0.
Troen på egne evner var logisk nok stor efter en stribe meget suveræne kampe med storsejre. Det var dog Ulbjerg, der startede klart bedst og med et højt pres formåede at stresse Løgstrup holdet. Dog uden, at det rigtig blev farligt.

Det blev det til gengæld i den anden ende efter 10 minutter. Sebastian Uhre blev sendt i dybden i venstre side. Han kom på bolden før målmanden, og så blev der korrekt dømt straffespark og gult kort til Ulbjerg målmanden. Jonas Bach scorede sikkert på straffesparket.

Overtallet gjorde, at Løgstrup satte sig på begivenhederne, men Ulbjerg stod godt på banen og gjorde det svært at komme frem til det helt store. En enkelt gang blev det dog farligt, da Gustav Bertelsen sled sig fri i venstre side, men vinklen blev for spids. En enkelt gang lykkes det også Ulbjerg at blive farlig. En angriber slap fri, men afslutningen ramte overlæggeren.

Derfor hed stillingen 1-0 til Løgstrup ved pausen, der blev brugt på at justere et par småting. Kampbilledet var fortsat, at Løgstrup sad på kampen, men Ulbjerg stod kompakt og gjorde det svært at spille sig til de helt store chancer.

Efter en time lykkes det dog at komme frem til en stor chance. Det var igen Sebastian Uhre, der blev sendt afsted i højre side, og hårdt presset lykkes det ham alligevel at sparke bolden i kassen via overliggeren. 2-0 og stadig en halv time at spille i. Troen på det tredje mål var virkelig til stede, da Ulbjerg begyndte at vise tegn på træthed.

Det blev ikke til de helt store chancer. Kun enkelte halve tilbud. Efter ca. 75 minutter røg en Ulbjerg spiller til jorden efter en hård duel. Det udløste lidt mundhuggeri, og Ulbjergs målmand valgte at kalde en Løgstrup spiller noget ikke så pænt. Det hørte dommeren, og så blev han præsenteret for sit andet gule kort.

Presset mod Ulbjergs mål fortsatte. En række hjørnespark i de døende minutter kunne med lidt held have givet det vigtige mål til 3-0, men bolden ville ikke ind. Dermed blev det ved de 2-0.

En virkelig god kamp af holdet, hvor vi spiller mod et godt organiseret Ulbjerg hold. Vi holder dem fra chancer på nær en enkelt situation, og på trods af sejren var der en snært af skuffelse, da vi mangler det vigtige 3. mål. Nu må vi lægge vores lid til at Ulbjerg snubler samtidig med, at vi selv gør rent bord.

Vi tror på det!”

-hp

Guldsponsorer: