Målorgie i Sparkær

Kampen lørdag eftermiddag mod Søndermarken var flyttet til træningsbanen, da Sparkær Stadion er ramt af gåsebiller, så græsset ligger i klumper nogle steder på banen. Det bekom åbenbart hjemmeholdets spillere godt, for de vandt med vanvittige 9-4 over de blå fra Liseborg.

Det blev den mest underholdende og velspillede kamp i Sparkær længe. Ud over de 13 mål, var der 5 skud på træværket fordelt med 2 til Sparkær og 3 til SIK. Trods den store sejr var det den første time en absolut tæt og spændende kamp, og ud over stolpeskuddene havde begge hold store muligheder.

Daniel Brøns bagte Sparkær foran 1-0 på hovedstød efter et godt indlæg af Kasper Møller i det 20. min. SIK slog dog hurtigt tilbage med et mål direkte på frispark efter 24. min. SIK spillede godt i 1,. halvleg og var hele tiden farlige, og da Anders Holm fik gult med 8 min. til pause, var der betænkelige miner i Sparkær-lejren. Men mod alle odds scorede Sparkær to gange inden pausen – først ved Mikkel Mackenhauer (43.) og Kasper Møller (45.).


Tre glade målscorere Kasper Møller (3), Mads Trærup Johansen og Oliver Andersen. Th. Frederik Andersen.

Gæsterne kom godt ud fra pausen og reducerede allerede i det 47. min., men Kasper Møller var hurtig på aftrækkeren 3 min. senere, da han 10 meter inde på gæsternes banehalvdel fangede målmanden for langt ude og sendte bolden over ham og i mål. Det slog dog ikke SIK-erne ud, og blot 4 min. senere scorede de igen direkte på frispark. Så var det Oliver Andersens tur til at slå hurtigt tilbage minuttet efter, da han var hurtigere end målmanden og prikkede bolden i mål.

I det 63. min. driblede Daniel Brøns igennem SIK-forsvaret og serverede bolden til Mads Trærup Johansen tæt på mål, og han scorede sikkert til 6-3. Gæsterne fik igen lidt luft med en reducering et kvarter før tid, men igen slog Sparkær kontra 4 min. senere, da Malthe Thomsen sendte bolden ind i målhjørnet på en friløber til 7-4. Kort efter bankede en SIK-forsvarer bolden op i nettaget, da han ville sparke væk for næsen af Kasper Møller, der selv lukkede kampen på en ny friløber i det 89. min.


Asger Fjeldsted spillede igen en stærk kamp på midtbanen.

En vanvittig kamp, der først blev afgjort, da Sparkær scorede til 7-4 med godt 10. min. igen og SIK-erne løb tør for kræfter. Det var det bedste spil, Sparkær har præsteret i efteråret, men det var også nødvendigt for at slå et godt spillende SIK-hold, der fik to gule kort i 2.halvleg.

Træner Poul Vistisen var virkelig glad for det, han så, selv om der blev lukket 4 mål ind.

  • To rigtige dygtige hold i dag, men lidt uhørt med 9-4 i en topkamp i serie 3. Jeg hæfter mig ved, at vi scorer 9 mål mod så godt et hold som SIK. Vi spiller ikke dårligt nede bagved, selv om vi lukker 4 mål ind. Vi er dygtige på den sidste 3. del, tager de rigtige beslutninger og knokler på hele vejen rundt. Til tider så de lidt rystede ud, og det udnyttede vi og havde også heldet til det i dag, lød det fra Vistisen efter kampen.

Kasper Møller fandt igen målstøvlerne frem, og scorede 3 mål, og det gav ham flest stemmer tæt forfulgt af Daniel Brøns og Asger Fjeldsted, der begge spillede stærkt på midtbanen sammen med Frederik Andersen.

Næste kamp er mod det suveræne tophold fra VFF, der ligner en sikker oprykker. Det er på søndag på Kirkebækvej kl. 14.00.

-hp

Guldsponsorer: