Optakt til Thriller Tuesday

er vi nået til den sidste indledende puljespilledag – den aften vi her på redaktionen for år tilbage døbte Thriller-Tuesday, og ligeledes har det i mange år været redaktionens favoritaften. For det er jo sidste gang, at alle 8 klubber er samlet på de to baner i Sparkær, og det er på netop denne aften, at der gennem årene har været nogle af de mest medrivende kampe i Fjends Cup-historien.

Lad det være sagt med det samme – vi vil ikke prøve at bilde vores begavede læsere ind, at denne Thriller-Tuesday på forhånd ser lige så spændende og dramatisk ud, som den har gjort tidligere år – fakta er, at 3 ud af de 4 hold til finalerunden allerede er fundet inden den afsluttende tirsdag. Det er lidt usædvanligt, men det behøver ikke at betyde, at der ikke nok skal blive seværdige kampe og høj underholdningsværdi, så der er stadig meget god grund til at dukke op på sidelinjerne på Thriller-Tuesday ved denne den 40. Fjends Cup.

Vi starter vores optakt tidskronologisk, og det er pulje 1, der starter tirsdag aften, og det er da også i denne pulje, at der er størst spænding ”inden tæppefald”.

Mønsted – Feldborg/Haderup
Specielt denne dyst ser på forhånd spændende ud, for begge hold har mulighed for at spille sig videre til finalerunden torsdag/lørdag. Mønsted – der efterhånden nærmest higer efter en Fjends Cup-triumf – spillede sig tilbage i turneringen med lørdagens indiskutable 4-1 sejr over de forsvarende mestre fra Borup. Det skete efter et indledende og skuffende 1-2 nederlag til Skals, men nu har MIF’erne sat sig i en gunstig situation, for Østfjends-klubben kan nøjes med uafgjort for at sikre sig videre avancement.


Kan Mønsteds anfører Kristian Svendsen igen få samlet sit hold til en stærk præstation mod FHIF?

Det er der solide muligheder for at opnå mod et Feldborg/Haderup-hold, der hidtil har været den største skuffelse ved denne den 40. Fjends Cup. Serie 2 holdet har kun det ene point, som mandskabet skaffede sig i det allersidste sekund torsdag mod Borup, for lørdag blev det til et indiskutabelt nederlag mod Skals. Derfor er Claus Højgaard og co. under maksimalt Thriller-Tuesday pres – kravet er en sejr, for hvis ikke det sker, så er 23. gang heller ikke lykkens gang i forhold til at nå en finale for ”Den Gule Fare”…….

Under alle omstændigheder er det på forhånd denne dyst, hvor der er klart mest på spil, så der må forventes en god intensitet, når de to hold skal finde ud af, hvem der skal med Skals videre til finalerunden.

Borup – Skals
Hov, hov vil de forsvarende mestre fra Borup nok sige nu, for har de ikke også mulighed for at spille sig videre til finalerunden? JO, er naturligvis det hurtige og korte svar på det spørgsmål! Men det ligger ikke lige i kortene, at det sker, for så skal meget gå BIF’ernes vej. Dels skal de selv slå Skals, så skal Feldborg/Haderup vinde over Mønsted, for så har begge hold 4 point på puljens 2. plads, og de spillede uafgjort mod hinanden. Dermed vil det blive målscoreren, der bliver afgørende – lige nu har Borup -3, mens Feldborg/Haderup har -2. Så naturligvis kan alt ske, men det mest naturlige scenarie er, at det bliver Skals og Mønsted, der tager finalerundebilletterne. Hvis Borup misser det, så vil de forsvarende mestre opleve noget af en kontrast i forhold til sidste års ultimative triumf i finalen.


Simon Hermann (med bolden) og Bastian Terp skiftede før forårssæsonen fra Skals til Borup og skal tirsdag for første gang møde deres gamle klub.

Skals har gjort det glimrende hidtil, og mandskabet har sikret sig 1. pladsen allerede inden Thriller-Tuesday. Det er sket via sejre over Mønsted og Feldborg/Haderup, og netop sejren over Mønsted gør, at MIF’erne ved eventuel pointlighed efter tirsdagens kampe ikke kan fravriste SFF’erne 1. pladsen i puljen. Skals skal helt tilbage til 2015 for at finde den seneste triumf, så der er ingen tvivl om, at mandskabet vil sætte alle sejl ind på at stå øverst på skamlen, når vi har nået lørdag eftermiddag.

Uanset hvad så er dysten her i den grad et lokalopgør – Slaget om åen – som det hedder på de kanter, og det er også en forsmag på to drabelige lokalopgør i efterårets serie 3 turnering, for der er godt nok ikke langt fra Låstrup til Skals……

Sparkær – Nørremarken
Kampen om 1. pladsen i pulje 2 – det er overskriften for dette opgør. Værterne har hidtil gjort rent bord – først 2-0 over Løgstrup og lørdag var de hårde ved naboerne fra Stoholm, der blev tilføjet et stort 6-0 nederlag. Dermed har Poul Vistisens tropper end ikke lukket mål ind endnu, og bliver buret også holdt rent på Thriller-Tuesday, så skal hjemmeholdet i den eksklusive klub for hold, der ikke lukker mål ind i det indledende puljespil. Den klub har adskillige medlemmer; Sparkær har selv to gange tidligere præsteret at blive medlem af den klub – nemlig i 2011 og 2019 – og i år har værtsklubben så igen muligheden. Hjemmeholdet kan via sin solide måltotal nøjes med uafgjort for at sikre sig 1. pladsen – sidste år gav de Nørremarken en ordentlig snitter på 8-2 i viborgensernes debutkamp ved Fjends Cup – så overlegent bliver det nok alligevel ikke den her gang.


Har Sparkær-træner Poul Vistisen taktikken klar? Han kommer med en frisk udmelding om, at han går efter sejren.

NUGF’erne har været solide uden på nogen måde at være prangende – knebne sejre på 2-1 og 1-0 over de to serie 4 hold fra henholdsvis Stoholm og Løgstrup er det blevet til indtil videre for serie 2 holdet. Men det er nok – finalerundepladsen er sikret for andet år i træk, og nu vil Thriller-Tuesday kampen så afgøre, om det skal blive til en 1. eller 2. plads i pulje 2. Kravet er en sejr, hvis mandskabet skal overhale Sparkær, så det skal såmænd nok blive seværdigt nok.

Løgstrup – Stoholm
Opgøret om at få pulje 2’s 3. plads – det er så denne dysts overskrift. Det er gået som forudsagt – de to hold står uden point efter de første par kampe. Løgstrup har end ikke scoret endnu, så hvis ikke Steffen Aabys tropper skal i den lidet værdige klub for hold, der ikke får scoret i det indledende puljespil – ja, så skal de altså på måltavlen på Thriller-Tuesday. I øvrigt til stadighed en lidet værdig klub med meget få medlemmer, når man trods alt tænker på, at det er den 40. udgave af Fjends Cup i år! Det er stadig kun Kjeldbjerg (1986 og 1995), Sparkær (1988) og Viborg B67 (1992), der har det ”flotte” medlemskab😊


Nicolaj Christensen og Stoholm havde godt styr på Løgstrup i forårsturneringen, hvor Stoholm vandt begge kampe. Nicolaj Christensen scorede 4 mål i de to kampe.

Stoholm fik sig en ordentlig øretæve lørdag, da det blev til et markant 0-6 nederlag til værterne fra Sparkær. Det gjorde selvsagt ondt, så nu gælder det om for Lasse ”Fynbo” Pedersens tropper at få sig genrejst mod Løgstrup – håbet er i hvert fald, at det bliver en tæt match med mulighed for point.

– ALJ

Guldsponsorer: