Spændingen udløst – puljerne på plads

Fredag morgen blev forårets puljer offentliggjort af DBU Jylland – dog ikke serie 4 og serie 5. For Sparkærs oprykkere til serie 2 var det lidt af en julegave rent geografisk med en pulje, der langt fra er afskrækkende rent afstandsmæssigt. Silkeborg og Hammel er længst væk, men der er lokale hold som Ørslevkloster , NUGF og Foulum, så det er meget bedre end en skræk-pulje mod Thy og nordvest.


Kasper Møller og Sparkær skal prøve kræfter med serie 2 og starter hjemme mod Hammel, der ligesom Sparkær er oprykkere,  Skærtorsdag. Arkivfoto.

De ture får Mønsted til gengæld i serie 3, hvor nærmeste modstandere er Skive IK og Sallingsund, mens resten er hold i Thy. Nok ikke lige den julegave træner Kristian Svendsen og co. havde ønsket sig.

De ville sikkert langt hellere have været med i en lokal pulje omkring Viborg med Skals, Borup, Løgstrup m.fl., som ligner en dynamitpulje med stort set udelukkende lokalopgør.


Steffen Aaby og Løgstrup er klar til serie 3. Arkivfoto.

Feldborg/Haderup, der lige akkurat ikke nåede med i serie 2, er havnet i en pulje med hold tæt på Herning samt Tarm og Videbæk. De resterende Fjends Cup hold – Stoholm, og Hersom/Bjerregrav spiller i serie 4, hvor puljerne først laves til foråret.

-hp

Guldsponsorer: