Sparkær betalte dyre lærepenge i Bjerringbro

Der var så meget godt at skrive hjem om, men en 3-0 føring efter 38 minutter blev på det skammeligste formøblet, og så endte det med et forfærdeligt nederlag på 5-8, inden det hele var slut. Det må bare ikke ske, hvis man vil spille med i serie 2, for Sparkær-spillerne fik i den grad vist, at de kan være med. Ja indtil uret viste 41 min., var Sparkær i fuld kontrol og holdt hjemmeholdet fra de store chancer.

Men så kom den første blunder i forsvaret, og inden pausen havde hjemmeholdet reduceret til 2-3. Men inden da havde Sparkær-spillerne vist koncentration og flot kontraspil. Allerede efter 10. min. scorede Noah Hvass Gjørup til 0-1, da Kasper Møller spillede ham fri midt for målet. Efter 15 min. måtte Daniel Brøns udgå med en knæskade, og kort efter havde Noah Hvass en ny god mulighed, men skød lige over mål. Efter den halve time var  det så Kasper Møller, der vristede sig fri uden for feltet og skød resolut. Målmanden fik godt nok fat i bolden, men fumlede den over stregen. 8 minutter senere blev det så 0-3 på et flot angreb, hvor Noah Hvass spillede Frederik Andersen fri i højre side, og han serverede bolden for Kasper Møller, der havde let ved at score.


Kasper Møller sætter tre Bjerringbro-spillere og scorer kort efter til 0-2. 

Med Bjerringbros reducering lige før pausen var der bange anelser hos de mange tilrejsende Sparkær-tilhængere, men allerede i det 46. minut blev det 2-4, da Noah Hvass igen var aktiv på venstrekanten og serverede bolden for Kasper Møller foran målet. Igen slog hjemmeholdet til med to hurtige mål i det 56. og 57. minut, og igen lignede Sparkær-forsvaret statister. Fremad spillede Sparkær dog fortsat fint med, og i det 63. min. drønede Asger Fjeldsted bolden op i målhjørnet fra kanten af feltet til ny Sparkær-føring.


Asger Fjeldsted scorede et flot mål til 4-5.

Men igen gik det galt for gæsterne, og efter nogenlunde samme recept som ved de tidligere mål fik Bjerringbro udlignet i det 67. minut og bragt sig foran for første gang i kampen tre minutter senere. Så gik gassen helt af Sparkær-holdet, og hjemmeholdet kunne score to gange yderligere til det vanvittige resultat 8-5. Med til historien hører da også, at Bjerringbro i Markus Kirkegaard havde en hurtig og giftig herre, der alene scorede 5 mål, men han fik altså også plads til at udfolde sig. Og når hjemmeholdet fik plads (og det fik de), var de hurtige og godt spillende.

Efter sådan en kamp sidder man godt nok tilbage og tænker: “Har Sparkær niveauet til serie 2”? Med de to første kampe in mente, må svaret være et ja, for det kunne lige så godt være endt med 6 point i stedet for 1. Fremad har har de stribede vist fint spil og været målfarlige og helt på niveau med modstanderne. Men, men, men – det går altså ikke at lukke så mange mål ind. Set udefra er det ikke de enkelte spillere, der er noget galt med. Det er strukturen på holdet, der mangler, og det skal både træner og spillere se at få styr på.


Noah Hvass Gjørup i aktion. foto: Mackenhauer Foto.

Kampens helt store lyspunkt var unge Noah Hvass Gjørup, der både angrebs- og forsvarsmæssigt var en fornøjelse at følge. Han løb da også med langt de fleste stemmer efter kampen. Næste opgør er endnu en udekamp mod FC Silkeborg næste fredag den 19. april kl. 19.00.

Hør træner Per Sørensens kommentar efter kampen

Se flere billeder

-hp

 

Guldsponsorer: