Sparkær fik ikke som fortjent

Sparkær-spillerne gik ud og gav alt i kampen om oprykning til serie 2 på Kjellerup Stadion lørdag eftermiddag. Det endte med et smalt nederlag på 2-3, men spillerne tog fra Kjellerup med visheden om, at de lige så godt kunne være endt i serie 2.

Det lignede lidt kampen i tirsdags mod Mariehøj. Kjellerup var teknisk og boldmæssigt det bedste hold og havde bolden meget. De kom også frem til chancer, men ikke i samme mål som Sparkær.

Kampen startede skidt for Sparkær, da Mads Trærup Johansen så gult allerede i det 2. minut, da han kantede en Kjellerup-spiller på vej mod mål. Det gav hjemmeholdet et overtag, men i det 14. minut kom Sparkær foran. Noah Hvass Gjørup blev sendt afsted fra egen banehalvdel, og han spillede bolden ind til Kasper Møller, der i to omgange fik bolden i mål. Desværre skete det samme som i tirsdags. Kjellerup udlignede minuttet efter, da et indlæg fra venstre sejlede over Anders Holm og i mål.


Kasper Møller var igen i fokus med to mål og flere andre gode chancer.

I det 21. min. fik Kjellerup gult for brok, og de sad generelt på spillet selv om Sparkær også fik mere fat, som halvlegen skred frem. Efter godt en halv time brændte det alvorligt på foran Sparkær-målet, men Anders Holm greb godt ind. Og så kom Sparkær igen foran med 5 min. til pause. Mads Johansen erobrede bolden i venstre side, spillede fladt til Kasper Møller, der first timmede bold i mål med venstrebenet. Minuttet efter burde han have øget til 1-3, da han helt fri fra nært hold skød lige på målmanden.

Anden halvleg lignede i starten første med Kjellerup mest på bolden, men i det 55. minut var Noah Hvass Gjørup meget tæt på 1-3, men målmanden fik lige akkurat hånden på Noahs lob. Så gik det galt for Sparkær i det 62. og 67. minut, hvor Kjellerup scorede to gange. Begge gange efter opspil i venstre side, men med et lidt passivt Sparkær-forsvar. Herefter var der lidt modløshed at spore hos Sparkær-spillerne, men træner Poul Vistisen fik dem kaldt op til dåd igen.

Og i det sidste kvarter burde den kamp have været afgjort til Sparkærs fordel. Godt nok kunne Kjellerup have lukket kampen til 4-2 i det 77. minut, hvor Mikkel Mackenhauer redder på stregen, men det var i den anden ende, det skete. To gange reddede Kjellerup på stregen – det sidste i tillægstiden, Daniel Brøns ramte indersiden af stolpen, og Kasper Møller fik et mål annulleret for off-side, men ind ville bolden ikke.


Mads Daa Vistisen trøstes efter kampen, men han havde ingen grund til at hænge med hovedet efter endnu en formidabel indsats i forsvaret. Men det viser vel bare , hvor meget spillerne ville den oprykning. Han var sammen med Mikkel Mackenhauer, Frederik Andersen , Kasper Møller og Daniel Brøns de største stemmeslugere efter kampen.

Sparkær-spillerne kunne rejse hjem fra Kjellerup med oprejst pande og med visheden om, at der er mere i det her hold. Det var alle da også enige om, da de samledes efter kampen sammen med træner Poul Vistisen, der havde denne kommentar:

  • Vi kan se os selv i øjnene, og jeg synes Kjellerup er ret heldige med, at der ikke går et par mål eller tre ind i det sidste kvarter. Efter en lige 1. halvleg tager vi en pause midt i anden, og der scorer de så to gange, men så finder vi noget frem, der gør, at vi kommer med igen. Begge hold er trætte, men jeg synes, vi har mest i benene til sidst. Jeg er helt tilfreds med den indsats, der blev lagt for dagen, spillerne viste mandsmod og presser Kjellerup i bund til sidst. Vi kom til meget, men nu skal vi videre, og spillerne og jeg vil gerne takke for en fantastisk opbakning til vore kampe i foråret, der jo trods nederlaget i dag har været fantastisk. God sommer.

Se flere billeder fra kampen i morgen. Fotografen er taget til fødselsdag.

-hp

Guldsponsorer: