Sparkær vinder mudderkamp i Låstrup

Borups træningsbane, der lagde “græs” til Sparkær og Borups sidste test inden turneringsstarten, var ikke egnet til fodbold. Især den ene halvdel af banen var håbløs at spille på, ja flere gange faldt spillerne simpelthen i den bløde bane. Det bedste, man kan sige, var, at spillerne fik løbet mange meter og fik testet benmusklerne.


Allerede inden kampen blev fløjtet i gang, så banen sådan ud.

Kampen endte 3-2 til Sparkær, der kom foran efter ca. 12 min. ved Kasper Møller. Han blev spillet fri af Mikkel Mackenhauer efter et hjørnespark. Borup svarede dog igen og både udlignede ved Alex Lund og kom på 2-1 ved Magnus Nielsen inden pausen. Borup var bedst i 1. halvleg, men et alternativt Sparkær-hold kæmpede for sagen, og forsøgte at spille bolden rundt.

Efter pausen var Sparkær bedst og skabte flere gode angreb. Borup havde også deres tilbud i den anden ende, man Bjarne Have tog godt fra, inden han med ømme knæ lod sig udskifte med Anders Holm.

Kasper Møller er svær at stoppe her ved sæsonstarten. Han skød over mål på en helt fri chance efter pausen, men han fik alligevel senere udlignet til 2-2 i det 65. min. I kampens allersidste minut var Daniel Brøns, der havde spillet det meste af kampen i forsvaret, listet frem i feltet, hvor han efter et par driblinger blev hægtet bagfra af Frederik Hvid, og så pegede dommer Ole Clemmensen på pletten. Kasper Møller skød fladt ved den ene stolpe, hvor målmanden fik hånden på, men ind gik bolden til 3-2 til Sparkær.


Der var vist ingen tvivl om det straffespark. VAR var unødvendigt.

Hermed fik Per Vester Sørensen sin første sejr som Sparkær-træner, og timingen passede træneren godt.

  • Efter omstændighederne var det egentlig noget OK spil. Jeg havde håbet på en sejr inden turneringsstarten, og det fik vi heldigvis. Det er vigtigt at slutte af med en succesoplevelse, og det kunne tydeligt høres og mærkes på humøret i omklædningsrummet. Jeg er super tilfreds med indsatsen af alle 14 mand, og jeg synes, vi nu er klar til første turneringskamp, lød det fra Sparkær-træneren efter kampen.

Borup-træner Kristian Kjær har sendt os denne kommentar:

  • En åben slagudveksling på pløjemarken i Låstrup er vist en passende beskrivelse af kampen i går. Forholdende gjorde det yderst svært – ja nærmest umuligt at spille fodbold, så det var tilfældighedernes spil, som prægede kampbilledet. Vi sad på den første time af spillet, og burde have omsat adskillige store chancer. Selvom Sparkær vinder til sidst, var jeg tilfreds med det udtryk, som vi viste og efterlod. Der blev skiftet noget ud og prøvet lidt forskelligt. Men vigtigst af alt var at undgå skader og få afviklet en god træningskamp inden turneringsstarten på søndag i Søndermarken.

Se billeder

-hp

 

Guldsponsorer: