Stoholm styrer direkte mod serie 2

Det ser ikke ud til, at der er reelle udfordrere til Stoholm i toppen af serie 3. Sparkær, der var tippet som en seriøs udfordrer, har smidt 5 point i de to seneste kampe, og i går satte Stoholm selv Hersom/Bjerregrav på plads.

Stoholm IF – Hersom/Bjerregrav 4-1 (2-1)

Målscorere for SIF:
Mark Dalgaard Svendsen 2 samt Kristian Svendsen og Bo Pedersen (str.)

Der var dømt topkamp, da dommer Jakob Nielsen fløjtede op på Karlsen Arena i Stoholm lørdag eftermiddag. Hjemmeholdet var før opgøret startet flyvende op med 4 sejre ud af 4 mulige, mens dagens gæster fra Hersom Bjerregrav havde 9 point efter 4 kampe. Det blev fjandboerne, der løb med sejren, og selvom mandskabet var udfordret – specielt i de første 45 minutter – så var det fortjent, at Niels R. Jensens tropper fik sat yderligere tre point ind på kontoen.

Der var ellers udeholdet, der kom bedst fra start, og cirka midtvejs i 1. halvleg kom de i front med 1-0, da markeringerne svigtede ved et frispark. Det betød, at en Hersom/Bjerregrav-spiller tæt under mål kunne heade bolden i nettet – helt uden chance for SIF-målmand Rasmus Højbjerg. Indledningen havde været noget tam og chancefattig, men scoringen til gæsterne betød, at værterne vågnede op. Det tog således kun 5 minutter, før der var udlignet, og det var målfarlige Kristian Svendsen, der var på pletten. I 1. halvlegs sidste minut fik Emil Blingedal så fremtvunget det straffespark, som Bo Pedersen kunne sætte i nettet via Hersom/Bjerregrav-målmandens ene hånd.


Bo Pedersen scorede på straffespark. Arkivfoto Allan Vestergaard

I de sidste 45 minutter var SIF stort set i kontrol – Rasmus Højbjerg og SIF-defensiven gav stort set intet væk, og i den anden ende kunne indskiftede Mark Dalgaard Svendsen gøre det så godt, at han fik fidusen efter 45 minutters aktivitet. Dalgaard Svendsen var nemlig farlig foran mål, og med to scoringer sørgede han for, at 2-1 blev vekslet til 4-1, og dermed sluttede det med en indiskutabel hjemmesejr. Efterfølgende var SIF-træner Niels R. Jensen naturligvis en tilfreds mand.

  • Vi skal have lavet om på den lille vane, vi har tilegnet os i de to sidste kampe – nemlig at vi skal bagud 1-0, før vi vågner op. Det er ikke sikkert, at det bliver ved med at gå, så vi skal være klar fra start af hver gang. Ellers er jeg meget tilfreds med alle spilleres indsats, og det ser stabilt ud, det vi leverer. Mark Dalgaard fik fidusen på en flot 2. halvleg, men spillere som Emil Blingedal, Bo Pedersen og Martin Trankjær leverede også flotte præstationer – men som sagt – det gjorde alle spillere – specielt i den sidste time, konstaterede Niels R. Jensen, der så en enkelt advarsel ramme Herom/Bjerregrav i den absolutte slutfase.

I den kommende runde gælder det så arvefjendeopgøret mod Mønsted – Mønsted der på flotteste vis satte naboerne fra Sparkær på plads i denne rundes match. Kampen på Børge ”Siwert” Park – som Mønsted Stadion nu hedder – spilles på fredag d. 28. april klokken 19.00.

-ALJ

Guldsponsorer: