Ærgerligt nederlag til værterne

Værterne fra Sparkær fik ikke den ønskede start på årets turnering, da åbningskampen mod Skals endte med et 0-1 nederlag, og så endda på et selvmål 5 min. før tid.

Det havde ellers været en jævnbyrdig affære uden de helt stor chancer til nogen af holdene, så det lignede et uafgjort resultat, inden afgørelsen faldt sent. Målet kom efter en fejlaflevering af Sparkær på midten, hvorefter Skals slog kontra. En tværbold fra venstre side forsøgte Christoffer Holm at sparke væk tæt under mål med et resultat, at bolden strøg op i nettaget.

Anders Schmidt (herover) havde en god mulighed for Sparkær i anden halvleg, men han skød lige på Skals-målmand Nicklas Kristensen.

Sparkær-træner Poul Vistisen havde denne kommentar efter kampen:
“En lige kamp hvor spillet var meget svingende fra begge hold, mere fight end godt spil. Vi tilspiller os ikke de åbne chancer, men har dog et par gode tilbud. Der er plads til forbedringer i lørdagens kamp mod Mønsted”.

I puljens anden kamp gav undertippede Mønsted Ravnsbjerg/Løgstrup pæn modstand og spillede med hele kampen uden at være presset i bund. Det var dog favoritterne, der planmæssigt kom foran 1-0, da spillende træner Rasmus Dudeck blev spillet helt fri foran et tomt mål efter 19. min. Og da Simon Borup 6 min. senere øgede til 2-0, lignede det en afgørelse.

Mønsted svarede dog igen midt i 2. halvleg, da Niels Christiansen (herover bagerst) headede et frispar fra venstre side i mål og skabte en smule spænding. Det blev dog ikke til flere åbne muligheder for Mønsted, men træner Robert Overgaard var ganske tilfreds:

” En kamp med en mindre overvægt til R/L, men hvor vi i perioder viser fint spil og giver dem en fin kamp, hvilket holdet kan være tilfreds med”

R/L-træner Rasmus Dudeck:
“Vi spiller en kamp på det jævne. Man kunne godt se, at vi lige skal igang igen. Vi kontrollerede kampen og vandt fortjent. Mønsted spillede en god kamp og gav os kamp til stregen.”

-hp

 

Guldsponsorer: