Mønsted synes ustoppelige

Efter to “lette” og store sejre over Spøttrup og Herrup samt tre point uden at spille mod Holstebro skulle MIF-erne søndag op mod et på papiret noget bedre hold. Da gik turen til Klinby Stadion, hvor RLK (Ramme-Lomborg-Klinkby) ventede.

Det var da også iflg. træner Jacob Sørensen et godt hold, som kom blæsende ud til kampen, uden at det dog gav sig udslag i mål. Derimod fik Mønsted 20 gyldne minutter fra det 9. til det 31. minut, hvor effektiviteten var skræmmende og gav sig udslag i 4 mål.

Først scorede unge Anders Børsting efter 9 min., så var det Martin Harritz efter 21 min. og Kasper Henriksen minuttet efter, inden Martin Harritz igen var på pletten i det 31. min. Inden pausen nåede Mønsted også at indkassere to gule kort til Niels Christiansen og Martin Harritz.


Martin Harritz (tv) scorede to gange og fik gult kort. Arkivfoto Fjends Cup.

  • Jeg må sige, at vi var uhyre effektive og scorede fire gange på fem chancer i første halvleg, og da det blev 0-5 med to mand i undertal i starten af 2. halvleg, mistede de pusten, fortæller træner Jacob Sørensen dagen derpå.

Han så Mads Langhoff-Jensen gøre det 0-5, og med 10 min. igen øgede indskiftede Nicklas Grønbæk Lausen til 0-6, inden hjemmeholdet pyntede lidt i slutminutterne på et godt langskud.

  • Det var en god sejr, for RLK er et godt hold, som ikke er vant til at tabe så stort. I 2. halvleg spillede vi klogt uden at satse, og de havde ikke rigtig noget at byde på, slutter Sørensen.

Næste kamp er allerede på torsdag hjemme mod Borbjerg – også et hold, som måske kan give Mønsted kamp, da de har vundet tre ud af de første fire kampe. Men lige nu ser Mønsted ustoppelige ud i kampen om oprykning til serie 2.

-hp

Guldsponsorer: