Sparkær måtte arbejde for sejren

Den 3.september stod der 17-0 på måltavlen, da har Sparkær havde mødt Sallingsund FC i første halvdel af turneringen, men lørdag eftermiddag måtte de rød/hvide arbejde betydeligt mere for sagen på Interfjord Arena i Glyngøre, inden en 5-1 sejr var i hus.

Det var da også et helt anderledes hold – både opstilling og indstilling – som Sallingsund stillede med. Halvdelen af de 14 spillere var nye i forhold til kampen i Sparkær. De spillede faktisk godt ind i mellem, men også fysisk hårdt, som dommeren tillod. Flere gange lige voldsomt nok, som da også udløste to gule kort i 2. halvleg.


Tobias Brøns (th) blev dobbelt målscorer. Bagerst anfører Oliver Andersen, der to gange blev sparket ned og trak to gule kort. I målet Tobias Højvang, der skadet måtte lade sig udskifte med Anders Holm i 2. halvleg.

Sparkær var tæt på at komme foran i kampens første minut, da bolden i flere omgange var på vej over stregen, men ind kom den ikke. Det kom den efter 23 minutter, da Mads Trærup Johansen scorede på en fin stikning fra Daniel Brøns. Mere blev det ikke til i 1. halvleg, hvor hjemmeholdet havde kræfter og vilje til at udfordre Sparkærs forsvar uden for alvor at blive farlige. I fravær af både Nicki Rasmussen og Andreas Bakholdt var målmandspladsen overladt til Tobias Højvang, der stod rigtig godt.

Kort efter pausen kom et forløsende mål til 0-2 af Tobias Brøns, der kunne score i et helt tomt mål, da en lang fremlægning fra Anders Holm snød både forsvar og målmand. Med en halv time igen fik Sallingsund reduceret på et tilfældig lang bold, men med to mål i det 66. og 70. minut lukkede Kasper Møller kampen, inden Tobias Brøns scorede til 1-5 i dommerens tillægstid.

Set fra sidelinjen havde Sparkærs forsvar helt styr på kampen med en stærkt spillede Mads Daa Vistisen i centrum. På midten havde Sparkær problemer, så længe Sallingsund havde kræfterne, men når de slap op, var der flere godt kombinationer. Daniel Brøns var igen stærkt spillende og med i de fleste mål. Angrebet scorede 5 mål, hvilket er godkendt, men der var godt nok muligheder til endnu flere.

Træner Poul Vistisen:
Det var godt nok en fysisk betonet kamp, som sjældent ses i serie 4, men dommeren gav lov, og det gav os problemer især i det første kvarter. Herefter kommer vi bedre ind i kampen, men Sallingsund-spillerne bed fortsat fra sig og blev ved med at kæmpe. Målet til 2-0 gav lidt ro, og heldigvis kommer vi på 3-1 kort efter deres scoring, og derfra var der ingen tvivl. De havde en god målmand, som klarede flere oplagte muligheder, som vi vi fik skabt på gode opspil. Nu venter vi så bare på en afgørelse fra DBU Jylland, for det var lidt en tam afslutning her hvor vi tror, at vi er rykket op.

-hp

Guldsponsorer: