Drama i Stoholm da Løgstrup sikrede den endelige playoff kamp

Læs træner Steffen Aaby’s beretning om den dramatiske kamp på kunststofbanen i Stoholm lørdag:

“Lørdag var ventetiden endelig ovre. Playoff kampen mod Rødkærsbro ventede. Vinderen ville få den ultimative kamp om oprykningen. Kampen var flyttet til kunststofbanen i Stoholm, da banerne i Løgstrup simpelthen står under vand.

Inden kampen blev der snakket om, at tempoet skulle op og tålmodighed var en af nøglerne. Kampen startede rigtig skidt. En opspilsfejl på kanten af feltet straffede Rødkærsbro, og så var de foran 1-0. Løgstrup havde bolden rigtig meget, men skabte ikke de helt store chancer. Modsat lurede RIF hele tiden på kontra. Det store overtag i boldbesiddelse gjorde dog, at RIF løb rigtig mange meter.

I halvlegens sidste minut blev det også 2-0, da opdækningen manglede på et hjørnespark. En kold spand vand i hovedet lige inden pausen, der dog blev brugt på at snakke om at holde tempoet og trykker på Rødkærsbro. De var ved at være møre.

Fra starten af 2. halvleg satte Løgstrup sig tungt på kampen. Rødkærsbro koncentrerede sig om at forsvare og lurede hele tiden på kontraen, der kunne lukke kampen. Vi skulle helt hen til de 76. minut, inden der skete noget, men så startede dramaet også. Et godt angreb i højre side gav et fladt indlæg, der endte ved Klaus Møller, der sikkert sparkede den ind.

2-1 og nu var troen for alvor tilbage. Der skulle også blot gå fire minutter, inden udligningen kom. Igen gennem højre side. Jonas Bach kom til baglinjen og via en Rødkærsbro fod, så endte bolden i kassen. 2-2 og man havde fornemmelsen, at kampen absolut ikke var færdig. Det var den heller ikke. Jonas Bach kom i det 85. minut igen til baglinjen. Hans indlæg blev for langt, men Gustav Bertelsen hentede bolden i venstre side. Driblede ind over midten og sparkede faldt bolden i kassen ved nærmeste stolpe. 3-2 og jublen var enorm, men det sluttede ikke der.

I det 90. minut kiksede forsvaret en lang bold, og så kunne Rødkærsbro nemt gøre det til 3-3. MEN blot et minut senere spilles Løgstrup sig igennem og bolden endte ved indskiftede Tobias Thomsen, der sparkede bolden under Rødkærsbro målmand og sikrede sejren. Jublen var enorm, men der var lagt en del tid til. I det allersidste minut skulle der endda en redning på stregen til ved Søren Riis, inden dommeren fløjtede af.

Et fuldstændig vildt drama endte altså med en 4-3 sejr. Holdet skal virkelig roses for deres moral og for at kæmpe til det allersidste. Nu venter en god træningsuge inden den store finale på Bjerregrav stadion. Vi glæder os helt enormt og tror på, at sejren kan hives hjem.”

Træner Steffen Aaby har i øvrigt meddelt, at rygter om, at han stopper med slutningen af efteråret, ikke passer. Han tager foreløbig foråret 2024 med.

-hp

Guldsponsorer: