Feldborg/Haderup fortsætter mod serie 2

Claus Højgaards tropper har sat kursen mod en tilbagevenden til serie 2, og fredag aften fik håbet om at nå i havn ekstra liv med en stensikker 6-2 sejr over Borbjerg Skave Fodbold. Kampen fik ellers en kaotisk start, for den var planlagt til at skulle spilles som lyskamp i Feldborg. Men ved torsdagens træning var der en pære, der ikke længere virkede, og da en ny var i restordre, kunne den ikke udskiftes inden kampen. Derfor måtte kampen efter aftale med både modstander og DBU Jylland flyttes, og det endte på kunstgræsbanen i Aulum.


Lasse Haagen Schmidt løb med fleste stemmer, stråhat og fidusbamse. Foto: FHIF

Og det var i hvert fald ikke en ulempe for de teknisk gode FHIF-spillere, der satte tingene på plads med 4 mål i den første halve time. Rasmus Lago Henriksen (straffe), Per Julius Pedersen, Joachim Henriksen og Jens Lago var målscorere, inden Borbjerg fik reduceret inden pausen.

  • Vi var totalt overlegne i 1. halvleg, hvor de bare stod nede i forsvaret og ikke kom frem til noget. Ja, de sidste 25 min. af halvlegen var ret kedelige, for de ville ikke noget, og de kunne slet ikke være med, når vil spillede koncentreret, fortæller træner Claus Højgaard.

Han fik yderlige to mål efter pausen ved Lucas Bertelsen og så et sidste drømmemål af Lasse “Y” Schmidt, der sendte et frispark fra 15-16 meter i mål via underkanten af overliggeren.

  • Det var en af de kampe, jeg havde frygtet lidt, men det viste sig heldigvis ubegrundet. Det blev i stedet en rigtig god aften set med gule øjne, og jeg vil gerne fremhæve vores stærke midterforsvar med Sebastian Kristensen og Lasse “Y”. De bliver bare bedre og bedre, og i aftes var de helt outstanding, lyder roserne fra Højgaard.

-hp

Guldsponsorer: