Feldborg/Haderup måtte arbejde for sejren

Det blev ikke nogen let opgave for FHIF-erne, da bundholdet fra Måbjerg lørdag besøgte Feldborg Savværk Arena, men det endte dog med en ret sikker 2-0 sejr, som sendte de gule op på en 3. plads i en meget tæt pulje. Det blev en svær start for hjemmeholdet, da gæsterne bed godt fra sig fra kampens indledning.

  • De lagde godt ud, og i den første halvdel af 1. halvleg var de bedst og havde chancer til at komme foran. Heldigvis kom vi ikke bagud, og mod slutningen af halvlegen gik gassen lidt af dem, da de ikke fik scoret. Vi kom bedre med, og det fortsatte ind i 2. halvleg, fortæller træner Benny Simonsen til fjendscup.dk.


Lucas Bertelsen scorede til slutresultat 2-0. Arkivfoto.

Og efter pausen var det så FHIF-erne, der satte sig på kampen, og da Jonas Henriksen med et flot langskud i det 50. min. scorede til 1-0, lå det til hjemmeholdet at få point. Lucas Bertelsen øgede til 2-0 på en tværpasning fra Jens Lago med et kvarter igen, og så faldt der ro på kampen.

  • Det så ud til, at Måbjerg resignerede og ikke troede på det, og vi havde da også helt kontrol på kampen til slut. Det var dejligt med to sejre i træk i en tæt pulje, og det gør altså en forskel, når der nu kun er 4 point ned til nedrykning. Det var en solid holdindsats, hvor vi måtte arbejde for sagen, og det gjorde alle, slutter Benny Simonsen.

Han kunne se sønnen Rene få fidusbamsen efter kampen, og nu gælder det så Vildbjerg på udebane i næste weekend – et hold som Benny Simonsen har svært ved at blive klog på med deres svingende resultater.

-hp

Guldsponsorer: