Første nederlag til Feldborg/Haderup

Efter tre sejre på stribe løb Feldborg/Haderup fredag aften ind i efterårets første nederlag. 3-1 vandt Herning Fremad på Teglpark Stadions hybridbane. Det var tidligere træner Benny Simonsen, der i Claus Højgaards feriefravær styrede tropperne, og han så et stærkt Herning-hold løbe med sejren, som han mente nok var i orden.

En jævnbyrdig 1. halvleg bød ikke på mål men på chancer til begge hold, men kort efter pausen kom der gang i målscoringen, da hjemmeholdet kom foran i det 48. minut og øgede til 2-0 efter 66. minutter. FHIF kom dog tilbage i det 77. minut, da Joachim Henriksen reducerede, mens Mikkel Brødbæk og en Herning-spiller var ude med gult.


Bagerst tv. August Henriksen og th. brormand Jonas, men det var den tredje bror Joachim, der scorede målet efter oplæg fra August. Arkivfoto.

  • Ved begge deres mål var vi ikke helt opper på tæerne, og de fik dem lidt for nemt. Da vi fik reduceret, havde vi mulighederne for at vende kampen med stolpeskud af Jens Lage og et skud fra Lucas Bertelsen, der blev reddet på stregen, fortæller Benny Simonsen til fjendscup.dk.

Det skete dog ikke, og i det 83. minut scorede hjemmeholdet til 3-1, igen efter en fejl af FHIF-erne. Da Rene Bjerg Simonsen i samme minut så gult, var løbet kørt for Feldborg/Haderup.

  • Jeg synes, at der i første halvleg blev spillet rigtig god fodbold, mens der efter pausen blev en lidt ophidset stemning med masser af frispark og nærkampe. Trods nederlaget synes jeg, at vi skal være tilfredse med 9 point efter 4 kampe i en pulje, som jeg vurderer til at være betydeligt stærkere end den, vi var i i foråret. Nu har jeg udstået min vikarrolle, så må Claus tilbage og rette op på tingene, lyder det fra Benny Simonsen med et smil på læben.

Det får Højgaard mulighed for på fredag hjemme mod Mejrup.

-hp

Guldsponsorer: