Hævnen var sød – Sparkær er i serie 2

Efter tre nederlag i træk til naboerne fra Mønsted satte Sparkær-spillerne i den grad tingene på plads lørdag eftermiddag på Siwert Park med en stensikker 5-0 sejr. Det betød oprykning til serie 2 for kun anden gang i klubbens snart 100-årige historie, og at det lige skete  hos naboerne, kunne ikke være tilrettelagt bedre. De røde MIF-ere har haft overhånden et stykke tid, men nu blev munden lukket godt og grundigt for et stykke tid!

Brochmedia/Mackenhauer Foto

Der blev aldrig spænding om udfaldet af kampen. Sparkær satte sig på kampen fra første fløjt, og inden for de første 10 minutter burde stillingen have været 0-3, men store chancer til Daniel Brøns og to til Kasper Møller blev misbrugt. Der kom flere chancer, men først i det 29. minut lykkedes det for Kasper Møller at bringe Sparkær foran 1-0, da han afdriblede et par Mønsted-spillere og fik scoret fra en spids vinkel.

Målet gav lidt ro på Sparkær-siden, der var flot besat med tilskuere – flere end hos hjemmeholdet, og de ventede bare på scoring nummer to. Men trods to kæmpe chancer til henholdsvis Kasper Møller og Frederik Andersen i halvlegens sidste minutter blev det ved det ene mål, som Møller scorede. Mønsted havde ikke haft  en reel målchance, bortset fra et par hjørnespark.


Mønsted-forsvaret havde slet ikke styr på Kasper Møller. Her runder han William Engberg Krogh (4) og Sebastian Drensborg.

2. halvleg blev hurtigt punkteret med en scoring af Kasper Henriksen i det 51. minut efter en flot assist af Kasper Møller, og da Sparkær kunne klare oprykningen med uafgjort, lignede det allerede der serie 2. I det 61. og 62. minut slukkede Kasper Møller så helt lyset for Mønsted med to hurtige mål. Først på en friløber serveret af Daniel Brøns, og derefter en tabt bold i Mønsted-forsvaret, som han hurtigt opfangede og køligt sendte over Gustav Jønsson i målet.

Kort efter indkasserede Kristian Svendsen et gult kort for et frispark på målmand Jonas Drensborg, og i det 66. minut gjorde Kasper Henriksen det onde ved sine tidligere holdkammerater, da han snød en to-tre stykker i feltet og scorede sikkert. Efter 78 minutter havde Mønsted en chance, der kunne have givet et mål, men Jakob Kingo headede over mål. Spillende træner Niels Christiansen nåede også et få gult, inden kampens udmærkede dommer Mads Steensgaard fløjtede af, og jubelen brød løs i Sparkær-lejren.

Sparkær-spillerne kunne lade champagnepropperne springe og give træner Per Vester Sørensen lufttur efter en flot, flot kamp – ja, den bedste af holdet i efteråret. Spillerne viste både godt spil, vilje og fight i alle nærkampe. Mønsted fik aldrig ro og fik ikke et ben til jorden! Det var ikke til at se, at det var nummer et mod nummer to i puljen. TILLYKKE DRENGE!

På spørgsmålet om en kommentar fra Mønsted-træner Niels Christiansen lød svaret:

“Ja, det bliver jeg vel nødt til😆 Først og fremmest tillykke til Sparkær. Man skal aldrig være så dårlig en taber, at man ikke kan ønske sin modstander tillykke.
Hvad kampen angår, så falder vi ned på et skuffende dårligt niveau. Vi ved, at Sparkær vil ramme os på fysikken, men at vi skulle være kloge og spille hurtigt, og få dem ud at løbe. Men i stedet for at gøre som aftalt, så varmer vi bolden for meget, og tror vi skal slås i stedet for at spille fodbold. Vi kommer aldrig med i kampen, og dog har vi kæmpe indvirkning på resultatet, da vi spiller piv dårligt og lader Sparkær have alt for nemme forhold!!

God fest til Sparkær.

Se flere billeder

Hør kommentarer fra træner Per Sørensen og Mads Daa Vistisen

-hp

Guldsponsorer: