Løgstrup klar til playoff

Løgstrup har længe været klar til playoff på andenpladsen i puljen, og søndag fik de pudset formen af med en sikker 4-0 sejr over tredje placerede Hersom/Bjerregrav. Læs træner Steffen Aabys referat fra kampen:

“Søndag middag skulle sidste runde i serie 4 puljen afvikles. Kampen var reelt uden betydning, da 2. pladsen var sikret på forhånd, og Bjerregrav kunne heller ikke flytte sig i stillingen. Der blev dog inden kampen snakket om, at der skulle en sejr med hjem, så man kunne stå med et godt afsæt inden oprykningskampene.

Løgstrup satte sig fra start på kampen mod et Bjerregrav hold, der ikke havde de store ambitioner i spillet. Efter otte minutter endte et godt angreb ude i højre side ved Jonas Bach, der afdriblede en mand og flot sendte bolden ind i fødderne af Gustav Bertelsen, der nemt kunne skubbe bolden i mål til 1-0.

Angrebene flød ned mod Bjerregrav målet, men det var en skidt aflevering fra Bjerregrav, der skulle skabe muligheden til 2-0 målet. Gustav Bertelsen opsnappede bolden og driblede mod mål, hvor målmanden blev rundet og så var det en formsag at skubbe bolden i mål til 2-0, der også blev pausestillingen.


Gustav Kjær Bertelsen (th) – dobbelt målscorer. Arkivfoto

Pausen blev brugt på at snakke om at holde tempoet og fortsætte. Derudover blev det også nævnt, at man ikke skulle gøre noget dumt, hvis der skulle opstå en friløber eller lignende til modstanderen. Den kommentar vender vi tilbage til.

Kampbilledet var fra anden halvlegs start det samme. Løgstrup sad solidt på spillet, og efter 52 minutter endte et godt angreb gennem midten med en dybdebold til Søren Riis, der ikke svigtede og sikkert gjorde det til 3-0.

3-0 målet punkterede kampen. Løgstrup var tilfredse ,og Bjerregrav kunne ikke true frem ad banen. Det blev til flere muligheder for Løgstrup drengene, der dog ikke blev udnyttet, så der skulle hjælp til. Efter 74 minutter endte bolden endnu en gang ude ved Jonas Bach, der slog et fladt indlæg indover. Her kom en gul fod på bolden, som endte i eget net. 4-0.

Og nu tilbage til pausesnakken. Efter 84 minutter blev en lang bold fra Bjerregrav dyr. Løgstrups venstre back Lukas Skals så ud til at have okay styr på situationen, men målmand Victor Bonnerup råbte haaar, og derfor flyttede Lukas sig. Victor kom dog for sent og ramte manden. Dommeren takserede det til frispark og rødt kort, hvilket gør at der venter en karantæne til målmanden.


Victor Bonnerup indkasserede et ærgerligt rødt kort i slutfasen. Foto: Løgstrup G&IF

Det røde kort er selvfølgelig ærgerligt, men spillet derimod giver smil på læben. Selv på en dag med en del afbud blev der spillet flot fodbold, og sejren var på intet tidspunkt i fare. Meget unge kræfter fik chancen i form af Lukas Skals, Mads Andie og Nicklas Vestrup, og det niveau, de viser, lover godt for fremtiden.

Nu ser vi frem til oprykningskampen på lørdag kl. 13:00 mod Rødkærsbro.”

-hp

Guldsponsorer: