Nørremarken stikker af i serie 3

NUGF indkasserede igen 3 point og igen efter en smal 1-målssejr denne gang over Skals FF fredag aften på Metropol Park.

Læs træner Kristian Skovborg’s referat fra kampen:

1-0 er nok, og så er der ikke mere at sige om den kamp, og dog! Selvfølgelig er der mere end blot slutresultatet, der er interessant i en fodboldkamp, og denne kamp er ingen undtagelse. Vi har bragt os selv i en situation, hvor vores modstandere har en ekstra respekt og fokus på ikke at blive kørt over af vores sprudlende og positive spil med den lille runde bold.

Kampen mod Skals FF var ingen undtagelse, og vi mødte et kompakt og lavt stående Skals FF hold, der var klar til at parere slag efter slag som en bokser, der på viljen holder den gående i 12 omgange, og venter på at kunne sætte et afgørende slag ind. Slaget fra Skals FF kom dog aldrig, og vi vandt på point, hvis vi bliver i boksningens terminologi.

Jeg roste vores modstander efter kampen for at stå godt kompakt, og det må man sige, de gjorde fint, hvilket på måltavlen holdt dem inde i kampen indtil slutfløjt! Reelt var der dog intet at sætte på vores sejr, og vi skabte mange gode muligheder for at score endnu flere mål, end det ene mål, som det hele endte med. Havde vi fået et mål til 2-0, havde kampen nok ændret lidt karakter, og gjort at vi kunne have lavet endnu flere mål – men vi nøjes med det ene mål.


Andreas Højgaard (tv) scorede kampens eneste mål efter 14. min. Arkivfoto

Jeg er yderst tilfreds med kampen da vi spiller godt sammen som hold, og skaber fine scoringsmuligheder. Vi er gode på bolden og flytter den fint rundt på banen, hvor vi gennem kampen formår at være kreative og modige på bolden. Vi er blevet meget bedre til at acceptere et “kampbillede” og holde koncentration i gennem en hel kamp uden at miste overblikket og afvige fra vores måde at spille på.

Jeg havde sagt til spillerne at Skals FF er et godt hold, der har kvalitet. Lidt filosofisk kan man koge det hele ned til dette “Skals FF vil spille fodbold, spørgsmålet er så, Vil Skals FF spille fodbold?” Til det spørgsmål må vi klart konstatere, at de ikke ville spille så meget fodbold i kampen, og de havde flyttet fokus fra at spille til at forsvare, hvilket jeg tager som et udtryk for en kæmpe respekt for det, vi går og laver med vores NUGF hold. Der er kvalitet på vores modstanders hold, og derfor er jeg glad for vi ikke “dummer” os, og glemmer gameplanen i en kamp, hvor vi er i kontrol gennem hele kampen.

Vi har oparbejdet en modenhed og afklarethed, der gør, at vi holder ambitionsniveauet højt gennem hele kampen, og ikke lader os lokke i modstanderens fælde, hvilket er et lag, vi har arbejdet med at implementere i vores udtryk og mindset hen over vinterpausen, hvilket vi viser, at vi også mestre i dag.

Jeg har rost drengene rigtig meget efter kampen, hvor vi selvfølgelig gerne have set lidt flere af de store chancer, vi fik skabt, blev omsat til scoringer. Vi er i en god udvikling, der forpligter alle omkring holdet til at arbejde endnu hårdere, og blive ved med at stille høje krav til sidemakkeren både til træning og i kamp.

Kampens enlige mål blev scoret af Andreas Højgaard efter en god individuel præstation, hvilket sikrede os det enlige mål i kampen mod Skals FF, og de 3 point på kontoen. Vi ser nu frem mod næste hjemmekamp, hvor Højslev IF venter på hjemmebane.”

-hp 

Guldsponsorer: