Ny sejr til Feldborg/Haderup

Modsat i foråret, hvor de gule fra Feldborg tabte de tre første kampe, er de kommet anderledes flot fra start efter sommerpausen. 2-1 over Sunds i præmieren og nu de samme cifre hjemme over Tarm her i varmen lørdag eftermiddag.

  • Det blev sgu en varm omgang, især i den ene ende af banen, hvor vinden stod helt stille, og det bar spillet da også præg af, fortæller træner Claus Højgaard til fjendscup.dk.

Han så sit hold have lidt problemer med at komme rigtig i gang i varmen, og det gav for meget plads et et OK spillende Tarm-hold i 1. halvleg. Gæsterne havde et skud på overliggeren, mens Lucas Bertelsen også testede den ene opstander. Mål blev det ikke til før pausen.

I 2. halvleg var  Jonas Henriksen uheldig med at give Tarm en friløber, da han ville heade bolden væk, men i stedet kun snittede den, så den røg over forsvarsspillerne. Det kostede et mål til gæsterne efter 56. min. Men så begyndte FHIF-erne iflg. Højgaard at spille fodbold, og det resulterede i to hurtige mål ved Rasmus Lago Henriksen i det 60. minut og Gustav Brødbæk syv minutter senere. Det sidste efter flot ping-pong spil, der endte med at spille Brødbæk helt fri foran mål.


Rasmus Lago Henriksen (tv) udlignede for FHIF. Arkivfoto.

  • Så var kampen sådan set lukket, for de kunne kun sende lange bolde frem, og her stod vi stærkt i den bagerste kæde. Vi gjorde det, der skulle til i dag, og det var nok, vurderede Højgaard, der nu ser frem til tirsdagens lokal- og topbrag mod Aulum, der også har vundet de to første kampe.
  • Det bliver fedt. Jeg glæder mig til dette lokalopgør, som alle snakker om. Der skal nok bliver fyldt op på begge langsider på Feldborg Savværk Arena, og jeg behøver ikke at sætte spillerne op til dette brag, slutter Højgaard.

-hp

Guldsponsorer: