ØK snuppede førstepladsen i Mønsted

Der var linet up til topopgør på Mønsted Stadion lørdag eftermiddag, da Ørslevkloster kom på besøg. Begge hold havde inden kampen maksimumpoint, men det var gæsterne, der kunne rejse hjem med alle 3 point og en førsteplads i puljen efter en målrig (2-4) og underholdende kamp. Eller som ØK-træner Peter Ellebæk udtrykte det: “Det var sådan en kamp, at hvis man havde betalt 50 kr. ved indgangen, så ville man også gerne betale 50 kr. ved udgangen”. Nu er det desværre bare sådan, at der ikke må være tilskuere, og det er en skam for alle disse lokalopgør. Vi må håbe, at det snart bliver muligt!

Mønsted kom ellers foran 1-0 ved Martin Harritz i slutningen af første halvleg og havde i starten af 2. halvleg et par gode chancer, der godt kunne have øget føringen. Det skete ikke, og i stedet slog ØK, personificeret ved Rune Skovgård med alle 4 mål, tilbage i det 68. minut. Men Martin Harritz bragte igen Mønsted foran i det 78. minut blot for at se Skovgård udligne 4 minutter senere på straffespark.


Martin Harritz (i luften) blev dobbelt målscorer for Mønsted. Arkivfoto Fjends Cup 2020.

Den stilling holdt, til der manglede to minutter, hvor Kristian Svendsen begik et nyt straffespark med et gult kort til følge, og her var Rune Skovgård igen skarp, og i overtiden lukkede han kampen helt.

  • Der er ikke så meget at sige til det. De havde mere luft i ballonen og kørte på i alle 90 minutter, og så var de 10 pct. skarpere og 10 pct. klogere end os. Nederlaget var ærgerligt men fortjent, dog synes jeg, at det lidt er vores egen skyld, lød det fra Mønsted-træner Jacob Sørensen dagen derpå.

ØK-træner Peter Ellebæk, der tidligere har repræsenteret Feldborg/Haderup i Fjends Cup, har denne kommentar til kampen:

  • Vi har lige nu et hold fuld af selvtillid, og jeg kan ikke rose den ene mere end den anden spiller i dag, men det er klart, at Rune Skovgård med 4 mål får et ekstra plus. Vi vinder i dag på sammenhold og fight over et godt Mønsted-hold, men vi spillede klogt og havde en plan for at lukke ned for deres midtbane, fortalte Ellebæk til fjendscup.dk.

Mønsted sidder over i næste runde, mens ØK får besøg af Sparkær, som Ellebæk iflg. facebooksiden Fodbold i ØK, ikke mener giver de store problemer!

-hp

Guldsponsorer: