Optakt til den store finaledag

Anders 150 Pyha – igen var der smæk for skillingerne, da der torsdag aften var semifinaler i den 34. udgave af Fjends Cup.

Og det var tæt – særdeles tæt – og på begge baner måtte man ty til Amerikansk Straffesparkskonkurrence. Sidste gang at begge semifinaler måtte ud i straffespark var tilbage i 2009, hvor Stoholm vandt den disciplin over Skals, mens Vridsted besejrede Feldborg/Haderup.

Kigger man på indrangeringen i efteråret, så var der tale om en overraskelse på begge baner – størst på bane 1, hvor det kommende serie 4 hold fra Borup gjorde det af med lokalrivalerne og serie 1 holdet fra Skals, mens Stoholm (serie 3) og Sparkær (serie 2) formåede at kopiere den dramatiske 2011-semifinale – også dengang vandt stoholmerne den besværlige straffesparkskonkurrence efter målløse 90 minutter.

Erik og Kaj28072016
Entreopkræverne havde travlt torsdag aften.

Alle forhåndsbetænkeligheder omkring den meget tidlige Fjends Cup-start blev igen torsdag gjort til skamme med næsten 200 betalende tilskuere, og dermed har denne 34. udgave af den traditionsrige sommerturnering (nu må medierne da snart lære det – det er IKKE en træningsturnering – det er derimod en sommerturnering) været særdeles begunstiget – både med spændende og seværdige kampe, dramatik, mange tilskuere og flot vejr (torsdag dryppede det vel kun i rundt regnet 5 minutter).

Dermed har vi altså fundet sammensætningen til lørdagens finaledag, og som altid er denne optakt ikke tidskronologisk, for vi starter naturligvis med den sidste kamp lørdag – nemlig den store slutkamp.

Finalen:

Stoholm – Borup
I lighed med Leicesters mesterskab og Portugals EM-triumf, så kunne der have været gode penge at hente ved bookmakerne, hvis man inden turneringen havde spillet på netop disse to mandskaber som lørdagens to finalehold. Så sent som i tirsdags krydsede de også klinger, og her vandt Borup med 2-0 og sikrede sig dermed puljesejren.

Nu gælder det så den ultimative slutkamp, hvor Stoholm på imponerende vis er at finde for 9. gang på de sidste 12 år – det er altså noget af en stime! Det er den 14. finale i alt for stoholmerne (det har dog ”kun” kastet 6 triumfer af sig), som godt nok blev rundbarberet sidste år, hvor det blev 1-8 mod Skals i slutkampen. Niels Jensens tropper har notoriske problemer med at finde vej til modstanderens netmasker, og uden at have nærstuderet statistikkerne, så er det bestemt ikke hverdagskost, at et hold står i finalen med blot 4 scorede mål i de første 4 matcher.

Men defensiven har været stærk, og det er kun finalemodstanderen fra Borup, der i de første 4 kampe har fundet plads til at sende bolden ind bag Rasmus Højbjerg. Netop Højbjerg leverede endnu engang en stærk indsats i Amerikansk Straffespark, og var en stor årsag til sejren i det store Fjends-opgør mod Sparkær torsdag aften. Som nævnt – Stoholm har revanche til gode efter tirsdagens nederlag i puljespillet, og spændende bliver det at se, hvorledes cheftræner Niels Jensen blander kortene. Selvsamme Jensen har jo tidligere været træner for Stoholm IF (1999 og 2000 + 2006), men den gode Hr. Jensen har stadig sin første Fjends Cup-triumf med SIF til gode.

borupJubel28072016 Stoholm vinder28072016

Begge finalister kunne torsdag aften juble efter endt straffesparkskonkurrence.

Borup har været denne turnerings helt store overraskelse. Allerede inden semifinalerne var Borup det eneste af de 4 hold, der endnu ikke havde tabt i dette års udgave, og det er i sagens natur stadig tilfældet efter torsdagens drama mod lokalrivalerne fra Skals, der her i efteråret befinder sig på 3 niveauer højere end Niels Klausens tropper. Men man kan sørme også undre sig over, hvordan det kunne gå til, at Borup rykkede ud af serie 3 her i foråret.

Christian Albrechtsen 28072016
Stoholms Christian Albrechtsen i en akavet stilling.

Undertegnede har godt nok kun set BIF’erne i tirsdagens sejr over Stoholm, men i den kamp leverede holdet en glimrende indsats og havde rent faktisk ikke de store problemer med at stække SIF’erne. Så det bør blive en formsag for Låstrup-mandskabet at bruge efteråret til at få en returbillet til serie 3, og holdet vil naturligvis gøre alt for at hive den ultimative triumf i land på lørdag.

Borup deltager for kun 2. gang i Fjends Cup, og man må nok sige, at sidste års kamp om 7. pladsen fredag aften er blevet skiftet ud med noget langt mere spændende i år.

Kampen om 3. pladsen:

Sparkær – Skals
Disse to mandskaber har i lighed med de to finalehold allerede mødt hinanden en gang i dette års Fjends Cup. På den indledende torsdag vandt forhåndsfavoritterne fra Skals en meget tæt kamp med 2-1, så det bliver ganske givet spændende igen.

Hvis det nu ikke var fordi, at undertegnede er Stoholm-mand, så kunne man næsten godt få ondt af værtsklubben, der var tæt på den første finalekamp siden 1984. Det år løb hjemmeholdet som bekendt med den ultimative triumf efter en højdramatisk finalesejr over rivalerne fra Mønsted efter Amerikansk Straffespark.

SparkawerStraffe28072016
Sparkær-spillerne gør klar til amr. straffespark – en disciplin, hvor der er plads til forbedringer.

Torsdag stod værterne for 8. gang i Fjends Cup-historien i semifinalen, men det er stadigvæk kun i 1984, at det har været muligt for Sparkær at komme videre til den ultimative slutkamp. 2011 + denne 2016-semifinale mellem de to naboklubber mindede meget om hinanden – ingen mål i ordinær spilletid og så kunne Stoholm trække det længste strå i Amerikansk Straffespark.

I torsdagens kamp havde Sparkær et overtag i 1. halvleg, mens det derimod var Stoholm, der var i teten i de sidste 45 minutter. Nu gælder det om for Poul Vistisen at få spillerne klar til kampen om 3. pladsen lørdag, og allerede søndag d. 7. august venter der mandskabet den historiske første kamp på serie 2 niveau nogensinde, når holdet på udebane skal møde Højslev Station. Det bliver spændende at følge Sparkær i efteråret, og et godt afsæt fra Fjends Cup skal man bestemt ikke undervurdere.

Kandee28072016
Kandee (tv) og Skals blev de små i naboopgøret torsdag mod Borup.

Skals starter sin serie 1 turnering op mandag d. 8. august med en hjemmekamp mod Silkeborg Kammeraterne. Det lader sig ikke skjule, at SFF’erne ikke helt har fået det til at svinge i årets turnering, og efter to indledende (og smalle) sejre over henholdsvis Sparkær og Mønsted, ja så var det lige ved at gå galt på ”Thriller-Tuesday” mod serie 4 holdet fra Feldborg/Haderup.

Det gik sådan set galt med et 1-2 nederlag, men de store forhåndsfavoritter klemte sig alligevel videre til finalerunden, hvor det altså gik galt efter Amerikansk Straffespark mod det kommende serie 4 hold og naboerne fra Borup. Dermed får Skals ikke mulighed for at forsvare Fjends Cup-trofæet efter sidste års voldsomme 8-1 sejr over Stoholm – derimod skal de to mandskaber, der er at finde på det højeste niveau i efteråret nu krydse klinger i dysten om 3. pladsen, og det bør der komme en seværdig match ud af i denne den 34. udgave af Fjends Cup.

Guldsponsorer: