Sikker Løgstrup-sejr over bundholdet fra Vinderslev

Løgstrup havde ingen problemer lørdag med at slå bundholdet fra Vinderslev med 6-1. Læs referat fra træner Steffen Aaby:

“Lørdag eftermiddag skulle løgstrupdrengene forsøge at rejse sig efter to nederlag i træk. Det skulle gå udover bundholdet fra Vinderslev.

Inden kampen blev der snakket om ikke at undervurdere opgaven samt at spille tålmodigt. Tålmodighed var nøglen i det modsatte opgør, hvor Vinderslev fik lov til at løbe mange meter, og da trætheden meldte sig, slog Løgstrup til. Drengene satte sig på kampen fra starten. Der blev lagt et godt pres, og Vinderslev fik sjældent ro på bolden, hvilket gav hurtige bolderobringer og spil frem af banen.

Det gode pres gav også flere halve muligheder og afslutninger. Fælles for disse var, at målmanden gav returbolde. Netop en returbold skulle give Løgstrup det første mål. En afslutning fra Gustav på kanten af feltet gav en retur, som Øster var hurtigst over, og så kunne han nemt gøre det til 1-0 efter 21 minutter.


Thomas Øster scorede hattrick og blev kampens spiller for LGIF. Arkivfoto

Vinderslev formåede ikke rigtig at true Løgstrup forsvaret, og efter 36 minutter kunne Gustav Bertelsen gøre det til 2-0 fra kanten af feltet. Dette blev også stillingen ved pausen. I pausen blev der snakket om, at kampen skulle lukkes. Det blev den også efter 48 minutter, da Oliver Andersen, der på dagen var flyttet frem på vestrekanten, blev sendt afsted, og han gjorde det sikkert til 3-0. Kort efter reducerede udeholdet, da de fik spillet sig gennem forsvaret til en friløber.

Der skulle dog ikke gå længe inden 4-1 scoringen kom. Efter 61 minutter modtog Gustav bolden på midten af banen, og herfra så han sig ikke tilbage. En god solotur frem ad banen og en helt fantastisk afslutning op i højre målhjørne sikrede Gustav hans anden scoring på dagen. Otte minutter senere afsluttede Thomas Øster et flot angreb i venstre side ved at afdrible målmanden, så han nemt kunne gøre det til 5-1.

Thomas Øster var dog ikke færdig endnu. Efter 81 minutter blev der dømt straffe til Løgstrup. Det omsatte han sikkert til 6-1, og hattricket var i hus. Øster blev selvfølgelig fortjent kåret til kampens spiller. Næste opgave er lørdag, hvor Kjellerup kommer på besøg på Sejer Park kl. 13:45.

Husk også, at serie 4,2 spiller hjemme kl. 12:00. Her er det Stoholm, der kommer på besøg.”

-hp

Guldsponsorer: