Stoholm tager en skrivebordssejr over Mønsted

Hvis du undrer dig over stillingen i serie 4, pulje 65, hvor Stoholm pludselig nu har 12 point i stedet for 9, så skyldes det, at stoholmerne har vundet en protest om brug af to ulovlige spillere i kampen mod Mønsted den 12. april. Her vandt Mønsted ret overraskende med 5-4, men efterfølgende har der ikke ligefrem været kærlige følelser i luften mellem de to naboklubber.


Herover Casper Drensborg, der er den ene af de to omtalte Mønsted-spillere. Foto fra kampen.

Sagen er den, at Mønsted kort før kampstart kun havde 11 spillere til rådighed og derfor kontaktede Stoholm-træner Lasse Pedersen på sidelinjen og spurgte, om man måtte bruge to spillere mere, som ikke var spillet fri af en serie 3 kamp. Det gav Stoholm-træneren lov til, og derfor blev de to spillere benyttet og skrevet på holdkortet.

Mønstedtrænerne Niels Christiansen og Kim Kirkeby var derfor i god tro og glade over holdets første sejr. Men hurtigt begyndte jungletrommerne at lyde i lokalområdet om en mulig protest, men først efter et bestyrelsesmøde i Stoholm IF Fodbold den 26. april er der indgivet en protest til DBU Jylland. Og i dag er der så kommet en afgørelse, der tildeler Stoholm de 3 point og Mønsted en bøde på 1.000 kr.

De to klubber har ikke yderligere kommentarer til afgørelsen, men begge klubber har stillet afgørelsen og deres indberetninger til rådighed for fjendscup.dk.

Stoholm begrunder protesten med, at deres træner blev “overrumplet” og “befippet” ved henvendelsen fra Mønsted kort før kampstart, og at man ikke kan sætte en træner i sådan en situation.

Omvendt har Mønsted spillet med åbne kort. De skriver blandt andet: “Regler er regler og skal overholdes, uanset hvor enige de to klubber var før kampstart. Forløbet kan altid diskuteres, men vigtigst for os er, at vi spørger den tilstedeværende med ansvar for holdet. Ligeledes har vi fuld tiltro til vore træneres ageren i disse situationer”.

En træls sag, der ikke kunne få anden udgang, når protesten var sendt ind. Men den bliver helt sikkert ikke glemt sådan lige med det samme i lokalområdet.

-hp

 

Guldsponsorer: