Tillykke til NUGF med oprykning til serie 2

Dagen derpå er det tid til her fra fjendscup.dk og Sparkær IF at ønske NUGF Viborg stort tillykke med oprykning til serie 2 efter det medrivende drama i Ørslevkloster. Det var som tidligere omtalt en medrivende fodboldkamp, der havde det hele med 5 mål, stolpeskud, 2 straffespark (det ene brændt) forlænget spilletid, 2 gule kort og masser af chancer i begge ender.


ØK’s Lars Løvig (tv) scorede direkte på hjørnespark og ramte stolpen kort før ordinær spilletids ophør. Andreas Højgaard (th) brændte straffespark 3 min. inde i tillægstiden i ordinær kamp.

Men tilbage står en vinder og en tager, og ikke overraskende har de to trænere ikke helt den samme opfattelse af kampens forløb og retfærdigheden i resultatet. Derfor lader vi ØK-træner Peter Ellebæk og NUGF-træner Kurt Mogensen komme til orde her på siden:

Peter Ellebæk, ØK:
Det var en kamp, som have det hele. Så meget underholdning skal man nok lede længe efter. De 2 hold, som var tændte til kampen, og gav hinanden en god kamp med de forkerte vindere.
Jeg er pissetræt af deres 3. mål, da NUGF laver et klokkeklart frispark på vores back, og i stedet for frispark til ØK, får de et hjørnespark, som de scorer på. Det kunne dommer Morten Sevelsted godt have gjort bedre, da det var en meget vigtigt situation, og det blev vi straffet for. Træls at det blev så vigtigt.

Men stor tillykke NUGF. Men men men ØK vender snart tilbage til serie 2.


NUGF’s målmand Martin Hald Pedersen havde flere flotte indgreb i kampen. Her redder han et frispark fra Rune Skovgård i flot stil, men et straffespark fra samme Skovgård måtte han dog kapitulere overfor.

Kurt Mogensen, NUGF:
Én fantastisk sejr/dag endte med en magisk aften. Kampen i ØK blev akkurat lige så spændende som forventet – to forskellige stilarter krydsede klinger i ét opgør der betød oprykning i serie 2. oprykning for NUGF og nedrykning for ØK.

Kampens første 25. – 30. med NUGF som forventet mest på bolden og efter ét angreb i 26. min. scorede Aske Kay til 1 – 0 Kort efter, blev vores krumtap på midtbanen Aske Kay skadet og ØK begyndt at komme bedre med i kampen. I det sidste minut af første halvleg, scorede ØK til 1-1. Hurtigt i 2. halvleg kom vi på 2 – 1 ved Jens Jakob Lange, men ØK var godt med i kampen og havde også deres chancer og på ét af dem, fik ØK ét korrekt dømt straffespark som de scorede på til 2 – 2.

Begge hold havde både stolpeskud og friløber i løbet af 2. halvleg, men i det 93. min tog Andreas Højgaard et af sine frække træk i feltet og fik korrekt fremtvunget ét  straffespark, som han selv skulle sparke – men en klasse redning af ØK målmanden, gjorde at vi måtte i forlænget spilletid. I den afgjorde Magnus Lund Pedersen kampen på hovedstød efter ét hjørnespark til NUGF-sejr på 3 – 2

Spændende kamp og dygtig dommertrio, gav de mange, som var forbi – en rigtig god fodboldoplevelse. Den sejr blev fejret med maner til langt ud på natten i NUGF’s klubhus, hvor festudvalget havde skabt fantastiske rammer for en super god oprykningsfest. Nu venter serie 2. og det glæder vi os max til at prøve kræfter med. Ét fantastisk efterår, som bliver dejligt at gå juleferie på.


ØK pressede på i slutminutterne og sendte målmand Martin Jørgensen med helt frem.

Se flere billeder fra kampen

-hp

Guldsponsorer: