Vind eller forsvind for Sparkær

Sparkær har længe været klar til playoff om oprykning til serie 2. Andenpladsen blev sikret efter sejren over Sallingsund FC, og Mønsted kunne ikke hentes på førstepladsen. Fredag viste Sparkær-spillerne, at de kunne spille lige op med de kommende serie 2-spillere fra Mønsted. Ja, skulle der være en vinder, burde det være Sparkær med de mange uudnyttede chancer især i de sidste 20 minutter.

Men nu gælder det. Tirsdag aften venter en helt ukendt modstander på Sparkær Stadion, nemlig Mariehøj Kammeraterne Silkeborg fra den sydlige ende af byen ved søerne. Det er ikke meget, vi kender til klubben, men de spillede i serie 2 i efteråret 2021, og har her i foråret et hold i serie 3 og et i serie 5 ligesom Sparkær. Så det er en sammenlignelig klub på seniorplan. Om det også gælder spillemæssigt, vil tirsdagens kamp vise. Hold fra den del af Jylland har ry for at spille teknisk god fodbold.

En midtugekamp giver træner Poul Vistisen grå hår mandskabsmæssigt, da både Martin Bøge og Mikkel Mackenhauer arbejder ud, og da tilmed Daniel Brøns er sendt på aftenvagt, giver det udfordringer med holdopstillingen. Asger Fjeldsted har meldt sig klar igen efter sin fiberskade i Borup. Vi håber, at han holder. Bjarne Have er ikke klar, så Anders Holm må igen i målmandstrøjen, og det er værd at huske, at med Anders i målet har vi ikke tabte en kamp.

Ellers må de, der får chancen i en så afgørende kamp vise, at bredden er til stede og så ellers bare gå ind og gi’ den hele armen. Så kan ingen forlange mere. Vinder Sparkær kampen, ligger det allerede nu fast, at der er kamp igen på lørdag ude mod Kjellerup, der blev nr. 6 i deres serie 2 pulje. Et nederlag betyder modsat sommerferie indtil Fjends Cup.

Kom på Sparkær Stadion tirsdag kl. 19.00 og bak op om drengene!

Guldsponsorer: