“Fjends Cup pulje” i serie 3

DBU Jylland har i dag offentliggjort puljerne til efterårets turnering, og de lokale serie 3 hold så med spænding frem til puljeinddelingen. Og det har maget sig sådan, at 4 af de 6 serie 3 hold i årets Fjends Cup – Ravnsbjerg/Løgstrup, KK07, Stoholm og Sparkær – er havnet i samme pulje, og dermed er der lagt op til masser af lokalopgør.

Og ikke nok med det, så tørner Stoholm og Sparkær sammen i allerførste runde på Karlsen Arena i Stoholm. Det skal nok blive interessant.

Borup og Skals kom igen sammen i en pulje, der også tæller flere lokalopgør, da både Møldrup og Tjele Vest Sport er nedrykkere i puljen, der også har Hersom/Bjerregrav med.

Feldborg/Haderupi serie 4 er kommet i pulje med Vridsted og hold fra Herning-området samt Struer/Humlum, mens Mønsted i serie 5 er havnet i en lokal pulje med blandt andet Stoholm og Sparkær.

Se alle puljer

-hp

Borup og KK07 fortsætter i serie 3

De to Fjends Cup hold endte begge på en 6. plads i deres respektive puljer, og det betød, at de lørdag spillede playoff kampe for at sikre endnu en sæson i serie 3. Modstanderne var hold fra serie 4, der var endt på en 2. plads i deres puljer.

Både Borup og KK07 klarede den opgave overbevisende. Borup vandt 5-0 over Sallingsund og KK07 5-1 over Herning Fremad. Dermed bliver årets Fjends Cup med hele 6 hold fra serie 3, 1 fra serie 4 og 1 fra serie 5.

Læs referat fra Borups kamp.

-hp

Kasper Møller returnerer til Sparkær

Efter en enkelt sæson i Stoholm har Kasper Møller valgt at vende tilbage til Sparkær, hvor han spillede i 2016, 2017 og 2018 og scorede masser af mål. Dermed bliver Sparkær markant styrket i efterårets turnering i serie 3.

  • Nu har jeg prøvet at spille i Stoholm, men jeg føler mig tryg i Sparkær og glæder mig til at vende tilbage, fortæller Kasper Møller til fjendscup.dk

Han starter for Sparkær i Fjends Cup, og herover ses han i en velkendt attitude efter en scoring sammen med Daniel Brøns. Når Brøns forhåbentlig snart bliver sin fodskade helt kvit, kan de to komme til at danne en farlig duo igen.

-hp

Trænerløsning i Stoholm

Med Martin Trankjærs afgang på grund af nyt arbejde her op til sommerpausen fik Stoholm IF udfordringer med at få en løsning på plads i en fart.

I aftes i forbindelse med lodtrækningen til årets Fjends Cup turnering kunne vi byde velkommen til Jesper Lindegaard (tv) og Kim Kirkeby, som skal stå for seniortræningen i efteråret 2019 med Jesper som ansvarlig og Kim som medhjælper, hvilket han i øvrigt også var for Martin Trankjær.

Begge er klar til at føre Stoholm frem i årets Fjends Cup, og Jesper har tidligere gode erfaringer med den turnering, som han har vundet sammen med Ravnsbjerg IF.

-hp

Programmet er klar

Efter aftenens lodtrækning, hvor holdene blev placeret i de to puljer, er vi nu klar med programmet for indledende kampe. Inden lodtrækningen til de to puljer var holdene på baggrund af forårets resultater inddelte i to seedningslag.

Lag 1: Stoholm, Ravnsbjerg/Løgstrup, Skals og Sparkær.

Lag 2: Borup, KK07, Mønsted og Feldborg/Haderup.

Se program for Fjends Cup 2019

Programmet vil senere blive lagt under “Program” her på fjendscup.dk.

-hp