Møller er tilbage som målmager

Kasper Møller har kun spillet tre kampe for Sparkær i efter Fjends Cup på grund af skader og arbejde, men er alligevel noteret for seks mål. De tre af dem faldt i dagens udekamp mod Viborg FF, som Sparkær vandt med 6-3. Dermed er de rød/hvide placeret på en delt førsteplads med Hersom/Bjerregrav med 16 point, og det var en meget vigtig sejr i den tætte pulje.

Kampen startede helt vildt med et Sparkær-pres og en kæmpe mulighed til Mads Daa Vistisen i kampens første minut, men vi skulle hen til det 13. minut, før Møller lynede første gang da han opfangede en tværbold i Viborg-forsvaret. Minuttet efter stod det 0-2, da Kasper Møller fik fanget bolden på baglinjen og drejet den ind til Mads Daa Vistisen, der scorede sikkert. VFF svarede dog hurtigt igen to min. senere, da forsvaret ikke havde styr på en lang bold, og en grøn slap fri.


Kasper Møller med armene ude efter sin scoring fra midterlinjen omgivet af gratulerende holdkammerater. Selv dommer Morten Sevelsted har et smil på læben efter den scoring.

Igen blev der svaret hurtigt tilbage, da Noah Hvass Gjørup nåede et indlæg fra Daniel Brøns ved den bagerste stolpe og sendte bolden i mål. Det blev også 1-4 efter en halv time, da Kasper Møller lavede kampens spektakulære mål med et skud fra midterlinjen, hvor han fangede VFF-målmanden for langt ude af målet. VFF nåede at reducere til 4-2 i det 35. minut, og med 5 min. til pausen måtte Mikkel Mackenhauer ud med gult. Det gav en smule panik i forsvaret, men stillingen holdt til pausen.

VFF pressede på efter pausen i overtal, men selv om de havde bolden meget, og fik skabt nogle farlige situationer, så var de slet ikke skarpe nok i afslutningerne. I stedet slog Sparkær kontra i det 53. minut, da Daniel Brøns sendte Kasper Henriksen afsted på en friløber, og Speedy svigtede ikke. 2-5 og det lignede en Sparkær-sejr, og det blev endnu bedre for de rød/hvide med et kvarter igen, da Kasper Møller sendte bolden over VFF-målmanden efter et udspark fra Jonas Drensborg. VFF reducerede med 10 minutter igen, men spænding blev der ikke.


Kasper Henriksen spillede en fin kamp og scorer her til 5-2 for Sparkær.

Selv om Kasper Møller stod en del udenfor i løbet af kampen, så var han uhyre effektiv i dag og scorede tre flotte mål, der da også gav ham langt de fleste stemmer efter kampen foran Kasper Henriksen. Dertil havde han et skud på overliggeren i 1. halvleg. Men det var igen en holdindsats, der var afgørende, og så længe kræfterne rakte til at presse hjemmeholdets opspil, så var Sparkær bedst. Med 9 mål var det selvsagt et par åbne forsvar, og her er der plads til forbedringer på begge hold. Sejren kan der ikke indvendes noget imod.

Se sammendrag med mål

Se flere billeder

Hør og se interview med træner Per Sørensen og 3-målsskytte Kasper Møller

-hp

Guldsponsorer: