Seks Sparkær-mål, men ingen af Kasper Møller

Sparkærs måltyv Kasper Møller har i ugens løb været højt profileret via en flot video fra DBU Jylland, hvor der var fokus på Møllers mange mål. Men i dagens udekamp mod Højslev St., som Sparkær vandt med 6-2, var Kasper Møller målløs. Til gengæld var han meget aktiv og med i mange opspil til målene, blandt andet tre assists.

Det første mål kom allerede efter 4 minutter, hvor han spillede Mads Daa Vistisen helt fri til scoring. Efter 10 min. var det så Mikkel Mackenhauer, der steg til vejrs og headede Oliver Andersens frispark i mål. Det blev 0-3 efter 20 min. igen ved Mads Daa Vistisen, spillet fri af Oliver Andersen.


Mikkel Mackenhauer (i midten) scorer til 2-0. Bagved Kasper Møller.

Måske blev føringen lidt en sovepude, for Højslev kom lidt mere ind i kampen og havde deres første skud efter 28 min., og da Mads Daa Vistisen i det 33. minut fik et gult kort, blev det lidt febrilsk. Højslev fik da også reduceret i det 35. minut, da Kresten Rind fejlbedømte en lang bold, hvorefter Lucas Stilling let kunne score. Højslev fik lidt for meget plads på midtbanen, og så kunne de godt være med uden dog at være farlige. Halvlegen sluttede med et drøn på Højslevs overligger af Frederik Andersen.

To hurtige scoringer i det 49. og 55. minut skabte igen ro på Sparkær-holdet. Først ved Michael Hansen og dernæst ved Oliver Andersen, begge spillet fri af Kasper Møller. I det 64. min. reducerede hjemmeholdet på straffespark ved Mathias Jensen, men to min. senere scorede Mikkel Mackenhauer igen med hovedet efter et indkast, der blev forlænget.


Dommer Flemming Jensen gav et korrekt gult kort til Sparkær, men Sparkær-siden havde gerne set et tilsvarende til Højslevs Mathias Jensen, der klipper Daniel Brøns i et fremløb. Men han nøjedes med at give frispark. Th. Anders Brøns.

Resten af kampen var på Sparkærs præmisser med masser af hjørnespark og dødbolde, der var tæt på yderligere scoringer. Højslev havde et enkelt farligt forsøg – et direkte frispark, som Kresten Rind flot parerede. Det blev en sikker sejr, der ikke var et mål for stor, men ind imellem viste hjemmeholdet gode takter på midten, når de fik plads.

Sparkær-træner Poul Vistesen var vældig tilfreds efter kampen, der var Sparkærs første i Vinkel Bioenergi Liga:

  • Ja, det var en fin kamp, og jeg er specielt tilfreds med de første 20 minutter, hvor vi fulgte vores plan og reelt afgjorde kampen. Så var der flere situationer, hvor vi godt kunne prøve at spille chancerne større, men set over hele kampen, så var det godt. Og nu kom vi på tavlen i Ligaen, som jeg tror bliver tæt.

Sparkærs næste kamp er på lørdag hjemme mod nedrykkerne fra Tjele Vest Sport, der i dag tabte 0-1 til Hersom/Bjerregrav, mens Højslev møder ØK, også på lørdag.

Se flere billeder

-hp

Guldsponsorer: